Jeg bor i Bramdrupdam sammen med min kæreste Jørgen, vores lille datter Katrine og Bailey, en 4 år gammel tibetansk terrier. Bailey er en rigtig lille ballademager, der elsker at være i centrum i familien. Han er virkelig i sit es, når den står på lange gåture uden snor i skoven, så han rigtig kan gå på opdagelse. Når vinteren byder på frostvejr er en tumletur i sneen bare sagen. Han er en god hund og en rigtig dejlig del af vores lille familie. Jeg er som barn vokset op i Midtjylland med en New Foundlænder, en fantastisk hund, men dog også en hund der kræver lidt mere plads, end jeg havde, da jeg som single besluttede mig for, at der var plads til en hund i mit liv, derfor faldt valget på en Tibetansk Terrier, og jeg var da heller ikke et sekund i tvivl, da jeg kom til Helsingør for at se hvalpene - og Bailey, ja, han var straks henne og hilse på og bide lidt min skjorte. Jeg har altid interesseret mig for dyr og glæder mig til at komme igang med uddannelse som veterinærsygeplejerske.