Alle hunde skal have en ansvars-forsikring, der dækker i tilfælde af at hunden gør skade på andre personer eller ejendom. Man kan tegne ansvars-forsikring i alle forsikringsselskaber, men ønsker man også en syge-forsikring, skal denne tegnes i samme selskab.
De fleste større forsikringsselskaber har sygeforsikring af hunde, mens der kun er få selskaber, der forsikrer katte. Betingelserne for indmeldelse af hunde og katte i sygekasse er, at de er vaccineret indenfor det sidste år, og at kattene er øretatoveret (Øretatovering eller chipmærkning er lovpligtigt for hundene).
Afhængig af de forskellige selskaber, kan man tegne sygeforsikring fra 2 måneders alderen og op til 6 år. Forsikringen løber ud i 10-12 års alderen, dog har enkelte selskaber livsvarig dækning.
Det giver en vis sikkerhed at have sit dyr sygeforsikret, da man undgår økonomiske spekulationer, hvis uheldet er ude.
Priserne på forsikring ligger på 400-1.000 kr. årligt, og så dækker selskaberne normalt alle udgifter - minus en selvrisiko. Dog er det maksimale beløb der udbetales mellem 7.000-17.000 kr.
Forsikringen har et stort dækningsomfang, da de dækker stort set alle former for sygdom og tilskadekomst, dog er der få undtagelser, som man kan se i de forskellige selskabers betingelser.
Man skal være opmærksom på, at forsikringen først dækker 30 dage efter indmeldelse ved sygdom, men ved ulykkestilfælde dækker de med det samme.
Man kan hente priser og brochurer i de forskellige forsikringsselskaber eller få nærmere oplysninger hos os.