Sne kan være noget lumsk noget. Der var en morgen sidste vinter, hvor det sneede dejligt. Ayoe, Ubi og jeg blev lukket ud, som vi plejer. Vi plejer at passe os selv og tisse og lede efter godbidder (som er kastet ud til os), mens familien gør sig klar inde. Men denne morgen dummede vi os voldsomt - vi gik hjemmefra!! Ja, altså Ayoe og jeg. Min datter Ubi var fornuftig og blev hjemme. Vi bor ude på landet og ville bare over marken og ind i skoven, tror vi nok…

Men som nævnt, det sneede, og det sneede mere og mere, og til sidst fangede sneen os, så vi hverken kunne komme frem eller tilbage.
Jeg havde dog ikke tænkt mig at dø herude på marken, så selv med KÆMPE sneklumper i pelsen slæbte jeg mig hjem til min familie. Ayoe havde opgivet selv at klare det. Hun mente, at familien ville hente hende, hvis hun gøede længe nok.
Min ejer havde været ude at lede efter os, men hun kunne jo ikke vide, at vi var gået over marken - og sporene efter os var sneet til med det samme.

Der var stor gensynsglæde, da jeg kom hjem, og så blev jeg tøet op i et bad, og gnubbet og føntørret. Så gik min ejer ud og ledte efter Ayoe. Og ganske som Ayoe havde forudset: Vores ejer fulgte lyden af en gøende hund - og fandt Ayoe. Men hun måtte så forlade Ayoe igen for at hente en slæde til at køre hende hjem på. Jeg spørger bare: Hvor er den hunds selv-værd?? Blive kørt hjem på en bobslæde! Jeg har aldrig hørt noget lignende! Jeg håber, vi er blevet klogere - og nu er I andre altså advaret!