Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Kennelhoste

Efterår og vinter er typisk årstider for smitsom hoste blandt hundene. Det er den slags hoste, man kalder kennelhoste. Jeg vil dog gerne straks understrege, at enhver hund der hoster på denne tid ikke nødvendigvis har kennelhoste!

Kennelhoste er en sygdom, der skyldes forskellige slags bakterier og virus. Den kan ramme hundene mere eller mindre hårdt. Det typiske symptom er en tør hoste, hvor et hosteanfald afsluttes med forsøg på opkastning. For mange mennesker lyder det som om hunden har fået noget galt i halsen. Hosten kan også lyde som om der er slim i halsen. Hosteanfaldene kommer som regel, når hunden trækker i snoren; bliver ivrig af forskellige årsager og om natten. En mindre del af hundene hoster slet ikke, men nyser og snotter.

Nogle hunde får feber og nedsat appetit, andre er helt upåvirkede.

Slimhinden i svælget og luftrøret irriteres af virus og bakterier, sådan at der er en kriller-fornemmelse og dannelse af slim, og i værste fald bliver det ligefrem til en lungebetændelse. Lungebetændelse er en alvorlig sygdom for hundene og kræver intensiv antibiotikabehandling.

I lette tilfælde klinger sygdommen af i løbet af 3-10 dage. (En irritation i slimhinden kan dog give hoste i op til 3 uger). De lette tilfælde ses hos hunde der er vaccinerede mod kennelhoste indenfor det sidste år, da vaccinen kun yder en vis beskyttelse mod kennelhoste. Nogle vaccinerede hunde smittes sandsynligvis slet ikke.

Vaccine mod kennelhoste kan være en del af den vaccine, man giver ved det årlige sundhedseftersyn.

Kennelhoste-komponenten i vaccinen giver delvis beskyttelse i op til et år, og årlig genvaccination er nødvendig for at vedligeholde denne beskyttelse.

Som et godt alternativ til denne vaccine er der kommet en nyere slags vaccine på markedet i Danmark. Det er en vaccine mod både bakterier og virus, og den gives som dråber ind i et næsebor. Næsevaccinen giver en bedre beskyttelse end den traditionelle vaccine mod kennelhoste.

Der findes ingen medicin mod selve de virus-typer, der giver kennelhoste. Man kan dog hjælpe hundene (og deres søvnløse ejere) med hostedæmpende medicin og ofte gives også antibiotika, som kan bekæmpe de involverede bakterier. Hunden bør også holdes mest muligt i ro, da motion og anstrengelse vil provokere hoste, og dermed øges irritationen i slimhinden yderligere.

Kennelhoste er som nævnt en smitsom sygdom, og man lader naturligvis ikke sin hostende hund have kontakt med andre hunde før den er helt rask igen, og nogle uger derefter.

Sygdommen er normalt ikke livstruende, men den er meget generende for både hund og ejer!

Dyrlægehuset Kolding
Galgebjergvej 44
6000 Kolding
Tlf: 75 54 17 12
Mail: info@dyrlaegehuset.com
Facebook Facebook ikon

Åbningstider:
Tidsbestilling og information:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00 (fredag til 16.00)
Åbent for fodersalg:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00