Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Mavedrejning

- fra vagtdyrlægens "dag"-bog

Midt på natten, telefon fra dyrlægecentralen, angående en schæferhund, der forsøgte at kaste op, men der kom kun slim, og hunden var meget oppustet.

Se, er der noget der kan få en vagtdyrlæge ud af fjerene, så er det bl.a. et opkald der tyder på en mavedrejning.

Der skal handles hurtigt. I dette tilfælde var dyrlæge + hund (+ ejereJ) på klinikken hurtigt. Hunden blev med det samme røntgenfotograferet, og der var ingen tvivl om, at det var en mavedrejning.

Yderligere en dyrlæge blev tilkaldt, hunden fik intensiv behandling med drop med væske og blodplasmaerstatning. Der blev lagt venekateter i begge forben for at kunne give blodplasma erstatning hurtigt nok.

Herefter blev hunden bedøvet og der blev åbnet ind til bugen. Mavesækken blev vendt på plads og efter at den var blevet skyllet via en sonde gennem spiserøret, blev mavesækken syet fast til tyktarmen. Mavesækken bliver syet fast for at forbygge, at den drejer sig igen.

Efter operationen blev der taget flere blodprøver, for at vurdere hundens tilstand og alt så fint ud.

 

Allerede næste morgen fik hunden det første måltid mad og nye blodprøver viste at alt var i orden.

Hunden blev senere på dagen sendt hjem og kom til fjernelse af sting 10 dage efter.

Hunden havde været superfrisk siden operationen.


Hvad er en mavedrejning, og hvorfor er det så farligt?

Mavedrejningssyndromet er en tilstand der kræver akut behandling og som hos BEHANDLEDE hunde har en dødelighed på 20 % - 45 %.

Hos ubehandlede hunde er dødeligheden nær 100 %.

 

En mavedrejning vil sige at hundens mavesæk drejer om sig selv. Rotationen kan være fra 90 grader til 360 grader, men i de fleste tilfælde drejer mavesækken 220 grader til 270 grader om sig selv. Man mener i dag, at mavedrejningen sker EFTER at maven er blevet udspilet af en eller anden grund. Maveudvidelsen kan skyldes at det normale flow fra mavesækken af f.eks. luft er stoppet (dvs. hunden kan ikke bøvse J ).

 

Man ved ikke hvad der får maven til at dreje. En teori har været, at motion efter et stort måltid, kan udløse en mavedrejning, men flere undersøgelser har ikke kunnet påvise nogen sammenhæng.

Man har kunnet finde en sammenhæng mellem fodring med et meget fedtholdigt tørfoder og mavedrejning, men formentlig er den væsentligste årsag anatomisk, dvs. måden hunden er bygget på, eller en svulst i maveregionen.

Tarmslyng, tilskadekomst, opkastning og stress kan formentlig også disponere for mavedrejning.

 

Mavedrejning er en livstruende tilstand fordi mavesækken, når den udvides og drejer, klemmer de store blodkar i bughulen sammen. Derved kommer blodet ikke op til hjertet og bliver ikke iltet. Hjertemusklen får heller ikke blod nok, og vil hurtigt blive alvorlig skadet.

Hunden går i shock og den nedsatte blodforsyning påvirker flere og flere organer. Nyrerne, hjertet, bugspytkirtlen, maven, tyndtarmen og milten kan blive varig skadet.

 

Et røntgen billede viser tydeligt forskellen mellem en udvidet mavesæk og en der er roteret. Det skal derfor tages med det samme, for at afgøre om en operation skal foretages akut.

 

Hvis hunden ikke bliver behandlet meget hurtigt vil mavevæggen blive varigt ødelagt, og selvom den så opereres, vil hunden ikke kunne overleve.

Under operationen vil dyrlægen oftest, men desværre ikke altid, kunne se om mavevæggen er ødelagt, og dermed kunne stille en meget dårlig prognose for hundens overlevelse.

 

Mavedrejning ses hyppigst hos store racer f. eks. Grand Danois, Weimeraner, Sankt Bernhard, Schæferhund, Irsk Setter, Gordon Setter og Doberman, men ses også hos små hunderacer.

 

Det rammer hunde i alle aldre, men ses oftest hos midaldrende eller ældre hunde.

 

Symptomerne er ofte: Udspiling af bugen, meget nedtrykt hund, forsøg på opkast uden at der kommer noget op, savlen og  rastløshed. Hunden virker ofte meget smertepåvirket og kan have krummet ryg.

 

Mavedrejninger er bestemt ikke til at spøge med, og man bør søge dyrlæge omgående, hvis man har mistanke om, at hunden er ved at få en mavedrejning.

 

Gode råd for at undgå mavedrejning:

 

  • Fodre med flere små måltider, i stedet for et stort.
  • Undgå stress under fodring, dvs. har man flere hunde, bør de fodres separat
  • Brug IKKE en foderskål der er hævet over gulvet.
  • Brug ikke hunde der har haft mavedrejning i avlen
  • Har man en højrisiko race (f.eks. Grand Danois ), KAN man overveje at operere forebyggende
  • Søg omgående dyrlæge ved tegn på udspiling af mave. (Bugen bliver udspilet lige bag ribbenene)

Dyrlægehuset Kolding
Galgebjergvej 44
6000 Kolding
Tlf: 75 54 17 12
Mail: info@dyrlaegehuset.com
Facebook Facebook ikon

Åbningstider:
Tidsbestilling og information:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00 (fredag til 16.00)
Åbent for fodersalg:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00