Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Fodring af kaniner

Veterinærsygeplejerske og ejer af Skovløkken Kaninhotel, Dorte Rande, har skrevet nedenstående artikel om fodring af kaniner.

Artiklen har været bragt i Veterinærsygeplejerskernes fagblad – derfor er den skrevet i fagsprog, men vi mener bestemt at du som ’almindelig’ kaninejer kan have glæde af at læse den.

God læselyst!

 

Det er da ikke så svært at fodre en kanin eller………

De skal da bare have lidt salat, en agurk, godt med gulerødder og så den billige foderblanding fra supermarkedet.

Helt ærligt, tror du jeg kan leve af det?

K1

 

 

Mange problemer hos kaniner er fodringsrelateret og kunne undgås, hvis man fodrer kaninen korrekt og kender lidt til dens fordøjelse.

Kaniner er herbivorer og obligate fiberædere, dvs. de skal have en fiberrig kost. Det er vigtigt at deres kost består både af fordøjelige og ufordøjelige fibre.

I naturen består deres føde hovedsageligt af græs. Desuden spiser de lidt kviste, blade, grene og frugter. De kaniner vi holder som kæledyr er dybt afhængige af, hvad vi fodre dem med og at vi sørger for de får en god og fiberrig kost.

Kaninen er et ret komplekst dyr, hvad angår dens fordøjelsessystem. Caecum udgør ca. 40% af kaninens tarmsystem, cardia spincther er udformet således, at de ikke kan kaste op. Kaniner har brug for, at der er føde i tarmene hele tiden. Derfor må og skal de ikke fastes før anæstesi.

Nedbrydningen af føden starter allerede i munden pga. enzymer i spyttet, maden passerer hurtigt gennem mavesækken og ud i tyndtarmen (som er relativ kort), hvor sukker, stivelse og proteiner bliver absorberet. Massen kommer videre til tyktarmen (colon) hvor det ved proximal colon bliver delt i ufordøjelige og fordøjelige fibre.

K2

De fordøjelige fibre pressens op i blindtarmen (Caecum) og forgæres i ca. 4 timer, hvorefter de kommer ud som caecotropher. De indeholder livsvigtige vitaminer, mikroorganismer og amino- og fedsyrer til at holde fordøjelsen i gang. Fordøjelige fibre opretholder den optimale bakteriesammensætning i tarmen.  Caecotropherne er en lidt blød afføring, ligner en klase vindruer og har en speciel lugt. De er dækket af et lag slim, så når kaninen spiser dem, kan de passere gennem mavesækken og komme videre til tyndtarmen uden af blive opløst af mavesyren for derefter at optages i tyndtarmen. Caecotropher spises direkte fra anus og bliver slugt hele.

De ufordøjelige fibre er dem som stimulerer tarmperistaltikken. De hjælper med at slide tænderne og stimulerer appetitten. De ufordøjelige fibre kommer ud som de runde tørre pøller.

En god ting er at holde øje med, om afføringens størrelse, farve og form ændre sig, det kan være det første tegn på mave/tarmproblemer. Kaniner der får for lidt fibre vil ofte lave små pøller. 

K3

Caecotropher                      Alm. fæces

 

Hvad skal kaninen spise

Om sommeren er det ud i naturen og plukke mælkebøtter, græs, vejbred, skvalderkål og kløver. I stedet for sommerblomster i krukkerne, kan man så krydderurter, de er både dekorative og kaninen vil ELSKE at spise dem.

Om vinteren kan man fodre med grøntsager som romaine salat, hjertesalat, krølsalat, bladselleri, jordskokker, asparges, gulerodstoppe, rød og gul peber, krydderurter, grønkål, broccoli, hvidkål og spidkål. Man skal være varsom med kål, da det kan give luft i maven, kål skal de ikke have i store mængder. Nogle kaniner har en sart mave og tåler det slet ikke. Gulerødder indeholder meget sukker og for lidt fibre og kan gives i små mængder, det samme gælder for frugt.

Grene fra hassel, pil eller frugttræer er de glade for, undgå grene fra hyld og træer med stenfrugter, f.eks. kirsebær.

 

Skal kaniner have tørkost eller ikke

Jeg giver mine kaniner tørkost, det skal kun ses som et supplement og som et tilskud af vitaminer og mineraler. Der findes ikke et fuldfoder til kaniner.

K4

Det absolut vigtigste for kaninen at spise er hø. De skal altid have adgang til en god kvalitet hø, masser af hø. En kanin skal spise en bunke hø der er lige så stor som kaninen selv. Mange kaniner kan godt lide at spise hø, mens de sidder på tissekassen. En god ide er at have hø flere steder hvor kaninen bor.

Fordelingen af deres foder skal være 80% græs/hø, 10 - 15% grønt og kun 5 – 10% af deres foder skal være foderpiller af god kvalitet såsom Burgess Excel. Müsliblandinger er så meget NO GO!

 

Det må kaninen ikke få

Avocado, kartofler, tomatplanter, majskolber, rabarber, alle former for løgplanter, såsom Påskeliljer, Hyacint osv. Græs slået med plæneklipper. Iceberg salat og agurk, ikke at det er giftigt, men det er bare vand. Müsliblandinger.

 

Hvorfor ikke mysliblanding?

Kaniner har en sød tand, fodrer man med müsliblanding sorterer de i foderet. De fleste kaniner er så heldige, at deres ejer smider det ud kaninen ikke spiser, for så at hælde nyt foder op. De spiser alt det fedende og det med højt sukkerindhold, de får et glucosefix, bliver mætte, sætter sig hen i et hjørne og har ikke lyst til at spise hø. Müslifoderet indeholder for lidt fiber og kalk, men for mange letfordøjelige kulhydrater. Derfor anbefales det at fodre med et kvalitetsfoder som Burgess Excel, som består af ekstruderede piller, så kaninen ikke har mulighed for at sortere.

Jo mere sukker og stivelse kaniner indtager, jo flere caecotropher producerer den. Det kan resultere i en beskidt bagende, hvor der sidder en stor klump caecotropher. Caecotrophophobning bliver ofte forvekslet med diarre. En klistret beskidt bagende giver anledning til myiasis (spyflueangreb).

Kaninen bliver også overvægtig, hvilket igen kan give problemer med at de ikke kan holde sig selv rene, pododermatitis, led problemer og det sætter hjertet på overarbejde. Motion er vigtig for fordøjelsen.

For lidt fiber i foderet gør kaninen mere udsat for mave/tarm problemer.

Mangel på calcium og fosfor (kalk) resulterer i skøre knogler og dårlige tænder.

 

Hvorfor kan forkert fodring give tandproblemer?

Kaninens tænder vokser hele livet, både fortænder og kindtænder. Det gør de fordi kaninens føde i naturen slider på tænderne. Får kaninen så ikke de fødeemner som slider på tænderne kan der opstå tandproblemer.

Kaninens normale tygge mønster er en kompleks ottetals bevægelse, så kindtænderne slides korrekt når kaninen spiser græs eller hø. Frugt, salat og tørkost har ikke særlig lang tyggetid.

For lidt kalk i foderet kan svække de periodontale ligamenter og tænderne kan rotere. Knogler og tænder har brug for calcium.

 

Hvad skal man undgå

Mange tror en kalksten er godt for kaninen at gnave i, det slider fortænderne, forkert kalksten gør absolut intet godt for kaninen. Kaniner absorbere alt det kalk de får ind gennem foderet, det udskilles via nyrerne. Får kaninen for meget kalk, kan der dannes blæreslam og i værste tilfælde urinvejssten.

Saltsten er heller ikke noget for kaniner. Undgå diverse yoghurt drops, de indeholder for meget sukker og mælkeprodukter som kaninen slet ikke tåler. Kornstænger og nøddestænger med honning bør man holde sig langt fra, de indeholder igen for meget sukker og stivelse.

Som godbidder kan man bruge krydderurter friske som tørrede. Tørrede frugter, Burgess Excel har nogle gode Apple Snacks med oregano, et stort hit hos mine kaniner. Country Garden Herbs og Mountain Meadow Herbs bruger jeg også som sunde godbidder. De to sidst nævnte er også gode til lidt kræsne kaniner som ikke vil spise hø eller hvis kaninen har haft mave/tarm problemer og man gerne vil have dem i gang med at spise en masse fibre.

K5

Overholder man kostpyramiden, gør man det bedste for kaninen, så den kan leve et langt og godt liv. Husk frisk vand hver dag.  En god ide er at veje kaninen mindst 1 gang om måneden, når man ser på sin kanin hver dag, er det ikke sikkert man lægger mærke til om den taber sig eller tager på.

Dorte Rande, Veterinærsygeplejerske, Skovløkken Kaninhotel

Læs mere her:

Dyrlægehuset Kolding
Galgebjergvej 44
6000 Kolding
Tlf: 75 54 17 12
Mail: info@dyrlaegehuset.com
Facebook Facebook ikon

Åbningstider:
Tidsbestilling og information:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00 (fredag til 16.00)
Åbent for fodersalg:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00