Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Marsvin

Heldigvis er det også blevet almindeligt at søge dyrlæge til sit marsvin. Men desværre kommer mange marsvin først til os, når enhver chance for helbredelse er udelukket. Det kan skyldes flere ting. For det første er marsvin et byttedyr og har derfor som en naturlig overlevelsesmekanisme oparbejdet en evne til at maskere symptomer i kortere eller længere tid. For det andet søger nogle gratis råd hos dyrehandleren først og afventer så om det hjælper. For det tredje, er der også det økonomiske aspekt.

Men små dyr har også krav på behandling, selvom behandlingsprisen overskrider anskaffelsesprisen!
Marsvin kan som nævnt være meget syge uden at vise symptomer på undersøgelses-bordet. Det er derfor af afgørende betydning, hvad du som ejer kan fortælle om bl.a. symptomets varighed, fodring, aktivitet/adfærd, ædelyst, drikkelyst, urinering, afføring, vægt, pelsforandringer/kløe, kontakt til andre dyr, hosten, nysen, vejrtrækning, hævelser, blødninger m.v.

Nedenfor gennemgås de mest almindelige årsager til at søge dyrlæge til sit marsvin.

A. Mit marsvin spiser ikke normalt.
B. Mit marsvin virker stiv i bagparten/lam i bagparten.
C. Mit marsvin klør sig.
D. Mit drægtige marsvin vil ikke spise.
E. Mit marsvin har fået en knude på ryggen.
F. Mit marsvin er våd bagtil og piber når den tisser
G. Mit marsvin drikker utrolig meget
H. Mit marsvin virker forkølet
I. Mit marsvin har tynd mave.
J. Kastration

 

A. Mit marsvin spiser ikke normalt. Hvorfor?

En af de mest almindelige årsager til dette er tandproblemer. Forvoksede kindtænder er en meget alvorlig tilstand. Tænderne fra underkæben vokser ind over tungen, mens tænderne i overkæben vokser udad mod kinden. Dette medfører, at dyret gradvist mister evnen til at tygge, og til sidst bliver tungen fanget i den "tandbro", der udgøres af tænderne i under-kæben, når de næsten mødes på midten. Til sidst bliver det også umulig for marsvinet at synke.
De første tegn på tandfejl er, at dyret indtager foderet langsommere end det plejer. Senere vil dyret virke sulten men vil alligevel fravælge de hårde foderemner som foderpiller og gulerødder m.v. Det foretrækker blødt foder som græs, salat og agurk.. På dette tidspunkt vil dyret begynde at tabe sig.
Ofte savler dyret meget pga. irritationen i munden. Det medfører våd pels under hagen og på halsen. Der kan desuden høres en skurrende lyd når dyret forsøger at æde.
Når problemet har stået på et stykke tid, kan dyret få diarre og skørbug. Bliver dyret ikke behandlet vil det langsomt dø af sult.
Her skal gøres opmærksom på, at man som ejer ikke har nogen mulighed for selv at vurdere kindtændernes tilstand, da det kræver specialudstyr.
Behandling af forvoksede kindtænder kræver fuld narkose. Jo før vi får dyret til behandling, jo større er chancen for et godt resultat. Tænderne vokser livet igennem, så det er ikke et problem man kan løse med en enkelt behandling. Ofte skal marsvinet indlægges 2-6 gange om året for at få tænderne behandlet.
Er dyret meget afmagret og almen påvirket er aflivning oftest den eneste rimelige løsning.
Har marsvinet over- eller underbid kan det få problemer med forvoksede fortænder, hvilket også kan gøre foderoptagelse besværligt eller umuligt. I disse tilfælde skal fortænderne klippes regelmæssigt. Klipning af fortænderne kræver ikke narkose.

Andre årsager til nedsat eller ophørt appetit kan være et fremmedlegeme i mundhulen. Her kan være tale om perler, solsikkekerner eller et spidst foderemne, der har kilet sig ned ved en tand og forårsaget infektion.

 

B. Mit marsvin virker stiv i bagparten/lam i bagparten. Hvad kan det skyldes?
I disse tilfælde er der oftest tale om C-vitaminmangel. Marsvinet er ude af stand til at danne sit eget C-vitamin og er derfor afhængig af at få C-vitamin gennem føden. Symptomerne kan variere meget. Er C-vitaminmanglen let ses nedsat vækstrate, nedsat livskraft og nedsat levetid, blodig diarre og hyppigheden af infektionstilstande stiger (f.eks. tarm- og lungebetændelse).
Ved mere udtalt C-vitaminmangel udvikles sygdommen skørbug. Unger stopper totalt i væksten og der kan ses ledhævelser specielt i haseleddet. Dyrene bliver stive i bagparten og hopper nogen gange som en kanin eller man ser bagbenslammelser. Dyret bliver ofte skrutrygget og magert. Tandfejl udvikles ofte pga. forandringer i kæbeknoglen.
Det er vigtig at få dyret undersøgt for at udelukke, at der ikke er noget brækket i bagparten. Behandlingen af skørbug er tilførsel af store mængder C-vitamin. Snak med os om behandlingen og få gennemgået foderplanen for at forebygge yderligere problemer. Her skal nævnes, at det er en falsk sikkerhed at give C-vitaminer i vandet. Nogle dyr drikker næsten slet ikke vand og C-vitaminet nedbrydes hurtigt i vandet.

 

C. Mit marsvin klør sig, kan den have utøj?
Hvis marsvinet klør sig, er det meget vigtigt at få det undersøgt, da der kan være tale om marsvineskab, som er en dødelig forløbende sygdom, hvis den ikke behandles.

I de tidlige stadier af sygdommen ses kun let kløe og pelstab i lyskerne, på undersiden af brystkassen, på halsen og på skuldre og ryg. Der vil være nogen skældannelse. Siden hen breder sygdommen sig over hele kroppen og der kommer ofte store sår. Dyret bliver efterhånden meget påvirket af den stærke kløe, det kan blive uroligt og aggressivt eller få krampeanfald når man rører ved den.

Ubehandlet vil marsvinet til sidst dø af sygdommen.
Skabmiderne kan være meget svære at påvise, så vi behandler når de kliniske symptomer tyder på at der kan være tale skab, og der ikke er andre indlysende årsager, som f.eks. lus, hømider eller ringorm.
Der findes en meget effektiv behandling mod skab. Behandlingen består af 2 indsprøjtninger med 10-14 dages mellemrum. Alle marsvin i hjemmet skal behandles, også selvom de andre ingen symptomer har. Et marsvin kan nemlig have skabmider i lang tid uden at klø sig.

 

 

D. Mit drægtige marsvin vil ikke spise, betyder det noget? 
Ja, det kan betyde at hun er ved at udvikle drægtighedssyge. Symptomerne er ofte uspecifikke som gradvis tab af appetitten, depression, og hypothermi (for lav temperatur).
Desværre findes der ikke nogen mirakelkur mod drægtighedssyge, uanset hvad man gør, ender det næsten altid med, at hunnen dør. Det er derfor meget vigtig at forebygge drægtighedssyge. Man skal undgå at stresse drægtige hunner, skift ikke foder pludselig, sæt aldrig en fed hun i avl og vent ikke for længe med at sætte en ung hun i avl. Desuden skal man sørge for at skab og andre sygdomme behandles og fodringen, inkl. C-vitamin tilførsel, skal være optimal.

 

E. Mit marsvin har fået knude på ryggen, skal den opereres?
Det kommer an på hvilken slags knude er er tale om. De knuder vi oftest ser er talgknuder, bylder og godartede kræftknuder.
Marsvin får ofte talgknuder ("grødsvulster"). Disse knuder kan ses overalt på marsvinet men findes oftest på ryggen, og føles bløde når man trykker på dem. Hvis der går hul på en sådan talgknude kommer der en gulligbrunlig masse ud. Det er vigtig af få det hele tømt ud og bruge noget desinficerende bagefter, for at mindske risikoen for infektion. Irriterer knuden marsvinet eller går der tit hul på knuden, fjerner vi knuden operativ i fuld narkose. Er der mistanke om, at der er tale om en kræftknude anbefaler vi også operation hurtigst muligt.
Bylder ses ofte efter slagsmål marsvin imellem eller hvis dyret har stukket sig på et stykke strå. Bylderne punkteres og renses med noget desinficerende og derefter behandles med antibiotika lokalt i såret.

 

F. Mit marsvin er meget våd bagtil og piber når den skal tisse, er det normalt?
Nej, oftest er der tale om blærebetændelse, hvilket kræver antibiotika behandling.
I sjældnere tilfælde er der tale om kræftknuder i blæren eller livmoderen.
Fodres marsvinet med mange rødbeder eller mange mælkebøtteblade kan urinen farves rød, men i disse tilfælde vil marsvinet ikke virke våd/tilsmudset omkring kønsorganerne, eller pibe ved urinering.

 

G. Mit marsvin drikker utrolig meget, hvad kan det skyldes?
Normalt drikker et marsvin ca. 10 ml/100 gram legemsvægt men det varierer selvfølgelig meget afhængig af hvad marsvinet får at spise. Drikker marsvinet meget mere end normalt kan det være tegn på nedsat nyrefunktion eller sukkersyge.

 

H. Kan et marsvin godt blive forkølet?
Det er normalt, at marsvin hoster og nyser af og til især hvis de går i støvet hø eller fint savsmuld. Men hvis de samtidig med at de nyser har vandigt eller gulligt flåd fra næsen kan det være tegn på noget mere alvorligt.

 

Faktorer som disponerer marsvinet for luftvejsproblemer er temperaturskift, høj fugtighed, træk og tobaksrøg. Hvis marsvinets bur sjældent rengøres kan ammoniak indholdet i dens miljø også gøre den mere følsom for infektioner.

Andre faktorer er pludselige foderskift, for lavt C-vitaminindhold i foderet og for mange marsvin sammen. Desuden spiller alderen en rolle, idet de unge, de gamle og de drægtige marsvin er mest følsomme for luftvejsinfektioner.

Symptomer på lungebetændelse er vejrtrækningsbesvær, rallelyde, nysen med flåd fra næsen og hoste. Marsvinet krummer sig ofte sammen, er nedstemt og har ingen appetit.

Lungebetændelse er en alvorlig sygdom og vil ende med marsvinets død hvis ikke det behandles.

 

I. Mit marsvin har tynd mave, hvad kan årsagen være?
Årsagerne er mange og ofte komplicerede. Som tidligere nævnt kan det skyldes problemer med tænderne og C-vitamin mangel. Herudover kommer så bakterielle infektioner samt coccidier og
endelig – måske allervigtigst – fodringsfaktorer (foderskift/foderintolerance/fejlfodring/dårligt hø m.v.). Det er vigtigt at få marsvinet undersøgt, da diarre kan have et dødeligt forløb.

 

J. Kan man kastrere et marsvin? 
Ja, vi kastrerer ofte marsvin. Enten fordi man har marsvin af begge køn og ikke ønsker "familieforøgelse" eller fordi man ønsker at 2 eller flere hanner skal gå sammen.

 

Læs mere her:

Dyrlægehuset Kolding
Galgebjergvej 44
6000 Kolding
Tlf: 75 54 17 12
Mail: info@dyrlaegehuset.com
Facebook Facebook ikon

Åbningstider:
Tidsbestilling og information:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00 (fredag til 16.00)
Åbent for fodersalg:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00