Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Narkose, kat

Bedøvelse af kat

Kattens forberedelse til narkose, starter i hjemmet. Det er vigtigt at mavesækken er tom, når katten skal bedøves, da visse bedøvelsesmidler kan udløse opkastninger. Da kattens synkerefleks er hæmmet i forbindelse med narkosen, er der en risiko for, at katten kan komme til at fejlsynke opkastet, så det kommer ned i lungerne og dér være årsag til lungebetændelse.

Katten skal fastes fra ca. midnat, aftenen før den skal bedøves.

Man fjerner madskålen inden man går i seng. Katte må gerne have adgang til vand hele tiden.

Killinger under 5 måneder skal også faste, her er det blot vigtigt, at de får et måltid lige før midnat.Katten holdes inde hele natten, så de ikke spiser ude (og så er de hjemme når man skal af sted). Husk at de skal have adgang til kattebakke.

 

På klinikken:
Dyrlægen undersøger katten, og lytter på hjerte og lungerne for at sikre sig, at der ikke er tegn på hjerte- eller lungesygdom.Vi anbefaler at der tages en blodprøve før narkosen. På denne blodprøve kigges efter tegn på sygdom. Blodprøven er et såkaldt øjebliksbillede, der giver et ”her-og-nu” overblik over kattens helbredstilstand.Prøven testes for blodprocent, sukker, proteinmængden, leversygdom og nyresygdom.Hvis der er parametre, der ikke ligger indenfor normalværdierne, drøftes en eventuel videre testning med ejeren.Alle katte over 7 år får automatisk undersøgt en blodprøve, men vi anbefaler at også katte under 7 år får taget blodprøven.

Derudover bør man teste katte for katte-leukæmi og katte-aids, hvis de er i risikogruppen for at have disse sygdomme.

I risikogruppen er katte, der får lov til at komme ud, og som har kontakt til andre katte.

 

Narkosen:
Langt den overvejende del af katte, der bedøves på Dyrlægehuset Kolding, bedøves med et narkosemiddel, der hedder Zoletil. Det er en meget sikker narkose, og det har den fordel, at katten i forbindelse med opvågningen, får en indsprøjtning med et middel, der ophæver virkningen af selve narkosemidlet.

Ved længerevarende indgreb lægges en gummislange (tubus) ned i luftrøret, og slangen kobles på narkoseapparatet, og katten får herfra en blanding af ilt og narkosemiddel (Isoflurane).Katten trækker selv vejret under narkosen. Hjertefunktionen, vejrtrækning, CO2-indhold og blodets iltmætning kontrolleres under hele narkosen med en overvågningsenhed, der er koblet til katten.Herudover er katten selvfølgelig under personlig overvågning under hele forløbet, bla. holdes øje med temperaturen, så katten ikke bliver afkølet under narkosen.

Når indgrebet/undersøgelsen/røntgenfotograferingen er overstået, slukkes for evt. tildeling af narkose, og katten får indsprøjtningen, der ophæver narkosemidlet.Hvis katten har fået tubus i luftrøret, fjernes denne når der er synkereflekser og katten lægges i sit bur, hvor den har det varmt og komfortabelt under opvågningen. På Dyrlægehuset Kolding, har kattene deres egen afdeling, hvor de er indlagt under hele forløbet. Dette for at de ikke skal stresse af at dele rum med hundene.

 

Efter narkose:
Katten er rimelig frisk ved hjemsendelsen. Når den kommer hjem i sine egne omgivelser, vil den trænge til ro, varme og en ekstra lur. Der går ofte ca. 24 timer før katten er helt upåvirket af narkosen.

Katte der får lov til at komme ud, skal derfor holdes inde i mindst 1 døgn.

Yderligere instrukser omkring perioden efter narkosen, gives ved hjemsendelsen, og varierer alt efter, hvad katten har fået foretaget.

 

Narkosesikkerhed:
Enhver narkose vil indebære en lille risiko, men med ovenstående procedurer, har vi gjort risikoen minimal. Vores procedure er lig de metoder der benyttes på sygehusene, og giver en høj sikkerhed.

Læs mere her: