Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Albas hvalpe skulle til røntgenfotografering

Sundhed og avl hænger sammen. For at vide hvilke kvaliteter forældredyrene viderefører til afkommet kræver det en ihærdig indsats fra opdrætter. På nuværende tidspunkt er der avlsrestriktioner for de enkelte racer, som naturligvis skal overholdes for at få stambogsført afkom. Det være sig røntgen af hofter, albuer, og skuldre, øjenundersøgelser, hjerteundersøgelser, DNA test for arvelige sygdomme samt mange flere. Derved sikrer man gode forudsætninger for et sundt afkom. Naturligvis må dette aldrig fremstå som en sikker garanti for sygdomsfrie hvalpe, men det er en god start.

 

Nogle opdrættere vælger at følge deres afkom og sørge for yderligere sundhedsundersøgelser når hvalpekuldet bliver ældre. Dette giver uden tvivl en større sikkerhed for anvendelse af forældredyrene, og forhåbentlig gode sundhedsresultater. Naturligvis er det også spændende at se om ens anstrengelser bærer frugt.

 

I perioden fra d. 19. juli til d. 19. oktober 2010 blev seks Labrador Retrievere kuldsøskende ud af et samlet kuld på syv røntgenfotograferet på Dyrlægehuset Kolding. Hundene var alle fyldt 1 år, hvilket er et krav i forhold til registrering af resultater i Dansk Kennel Klub. Desuden er det et krav at hundene lægges i fuld narkose for at få de optimale muligheder for røntgen-optagelserdene.

Proceduren for røntgenoptagelser af hofter (HD) og albuer (AD) starter naturligvis med klargøring af udstyr samt forberedelse af narkosesystem.

På selve røntgen bordet ligger røntgen filmene klar, samt diverse hjælpemidler som bruges i forbindelse med narkose forløbet. Selv narkose apparatet, som er mobilt, lokaliseres til højre.

Her er Brown Paws Lotus Elite (Enzo) lagt i narkose. Han har fået ilagt vene kateter i hans blodåre på forbenet. Dette for at dosere en hurtig virkende narkose (flydende form) hvorefter den mere varige narkose (i form af narkose gas) kan tildeles. For at tildele narkose gassen ilægges en slange (tubus) i hundens luftrør. Denne tubus kobles på narkose apparatets slanger, som forsyner hunden med både narkose gas, men også ren ilt.

Apparatet der ligger til højre for Enzo er et overvågningsapparat. Den clips der sidder på hans tunge måler hans puls samt ilt indholdet i blodet. I forbindelse med tubus og narkose slangen findes en ekstra måler som sørger for at registrere ind- og udånding, og derved måler CO2 indholdet i udåndingen. Udover at være under konstant opsyn af både dyrlæge og sygeplejerske er overvågningsapparatet en ekstra sikkerheds foranstaltning da den giver en bippende lyd fra sig, såsnart ind- og udånding registreres. Derudover alarmerer den hvis der går for længe i mellem vejrtrækningerne, og såfremt pulsen falder til under det normale.

 

Mens hunden ligger i narkose, sørger vi for et grundigt sundhedstjek. På dette tidspunkt er der nemlig god mulighed for at undersøge hunden i ro og mag uden at hunden er generet deraf. Dette betyder både at neglene bliver klippet, ører og pels bliver tjekket for bl.a. utøj, og ikke mindst tjekket tænderne, om de trænger til at blive renset.

Så er røntgen filmen placeret ind under Enzo, og første albue billede er klar til at blive "skudt". Hunden lejres på en bestemt måde for at få den korrekte vinkel og positionering. Inden der ”skydes” ifører vi os specielle bly-forklæder samt hals kraver, for at beskytte os selv mod eventuelle flyvske røntgen stråler.

Efter albue billederne, optages hoftebillederne. Ligesom med albuerne er positionering og lejring af hunden af yderste vigtighed, hvilket også kræver lidt koncentration og kræfter.

Når røntgenbillederne er optaget, brændes de over på en cd som indsendes til Dansk Kennel Klub. Her vurderes de af et dyrlæge panel, som kun oplyses chip nummer på hunden og intet andet. Herved er man sikker på objektiv vurdering.

Hoftebillederne bedømmes og tildeles en grad ud fra hvor godt lårbenshovedet og hofteskålen passer sammen. Billederne bedømmes ud fra en 5 trins skala med benævnelserne A, B, C, D og E. A er det bedste, hvor lårbenshovedet og hofteskålen passer optimalt sammen, og E er det dårligste, hvor lårbenshovedet næsten hænger løst udenfor hofteskålen.

Albuebillederne bedømmes og tildeles ligeledes en grad ud fra leddets udvikling. Unormal udvikling af leddet medfører desværre fejlbelastning hvilket igen betyder slidgigt. Ledbrusken ødelægges, og rundt om leddet dannes nyt knoglevæv.

Dette giver anledning til store smerter, samt begrænset bevægelighed for hunden. Albuebillederne bedømmes ud fra en 4 trins skala, med benævnelserne 0, 1, 2 og 3. 0 er det bedste hvor leddet er helt fri for knoglenydannelser, og 3 det dårligste hvor der ses store knoglenydannelser. 

 

Som tidligere nævnt fik opdrætter seks ud af syv ”hvalpe” ind til HD og AD optagelser. Alle seks Brown Paws hvalpe kvitterede med flotte resultater, da de alle fik A hofter og 0 albuer.

 

Læs mere her:

Dyrlægehuset Kolding
Galgebjergvej 44
6000 Kolding
Tlf: 75 54 17 12
Mail: info@dyrlaegehuset.com
Facebook Facebook ikon

Åbningstider:
Tidsbestilling og information:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00 (fredag til 16.00)
Åbent for fodersalg:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00