Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Tandkødsbetændelse og parodontose er en almindelig lidelse hos kat – visse racekatte er særligt disponerede. Derfor kan det være en god ide at vænne sin kat til at få børstet tænder. Det kan dog være lidt svært for nogle, især voksne katte, at acceptere tandbørstning.

Tandbørstning kræver tilvænning. Det skal gerne blive en god og hyggelig rutine, som katten holder af. På den måde er det nemmest at få gennemført i hverdagen.

Forslag til tilvænningsprogram:

Hvert trin kan vare 1-3 uger alt efter kattens temperament

(nederst på denne side er link til nogle you tube film)

 

Trin 1:

Katten skal lære en ny og rar rutine at kende. Man skal helst træne samme sted og tid hver dag. Tag katten op på et bord, på skødet eller et andet sted, hvor katten er tryg og nem at håndtere. Brug et rart tæppe som underlag. Sørg for at have en meget lækker belønning klar til katten lige ved siden af tæppet. Det kan være godbidder, et par rejer, lidt tun eller dåsemad. Vælg det som lige præcis din kat sætter ekstra stor pris på.

Kæl lidt med katten, så den føler sig tryg. Stryg så katten ved læben et par gange og løft læben 1-2 sekunder. Giv straks herefter en meget lækker belønning.

I løbet af de første par uger skal katten gerne komme til at anse den nye rutine som noget meget positivt. Katten skal helst selv komme hen, når den ser at du er ved at forberede til Jeres lille nye rutine. Når dette er opnået, går I videre til trin 2.

 

Trin 2:

Nu forlænges tiden man bruger på at løfte ved læben til 5, 10, 15 sekunder. Herefter løfter man også læben i den anden side. Hver træning afsluttes med straks at give en meget lækker belønning.

 

Trin 3:

Nu udvides træningen ved, at man kører med en finger på tænder og tandkød først nogle få sekunder, senere 5, 10 og 15 sekunder. Hver træning afsluttes med straks at give katten en meget lækker belønning.

 

Trin 4:

Tilvænning til tandbørsten er et meget vigtigt skridt i træningen. Det er unaturligt for katten at få en tandbørste i munden, så det er vigtigt at gå langsomt frem.

Smør lidt af belønningen på tandbørsten og lad katten slikke det af tandbørsten. Dette gentages nogle dage i træk.

 

Trin 5:

Lad katten slikke lidt lækkert fra tandbørsten. Børst herefter 1-2 sekunder på en hjørnetand og lad så igen katten slikke fra tandbørsten. Gentag dette en uges tid, hvorefter I forlænger børstetiden til 5, 10 og 15 sekunder. Lad katten få små pauser imellem du børster, hvor den får lov at få lidt belønning.

 

Trin 6:

Efterhånden kan du børste de udvendige flader på hjørne- og kindtænderne. Det er også her, det er vigtigst for langt de fleste katte. Begynd nu at bruge lidt tandpasta på tandbørsten i stedet for belønning. Man kan få hunde/kattetandpasta med leversmag, hvilket de fleste katte godt kan lide. Lad stadig katten få lidt belønning ind imellem du børster.

 

Trin 7:

Hvis træningen går godt kan man gå videre med at børste fortænderne. Pas på ikke at røre snuden, da de fleste katte ikke bryder sig om det. Ligeledes kan man forsøge at børste tænderne indvendigt, hvor katten har åben mund. Husk altid at afslutte med belønning.

 

Trin 8:

I er nu blevet rigtig gode til at børste tænder. Når I har børstet tænder i ca. 3 mdr. anbefaler vi en kontrol, hvor man ved en farveprøve kan se, om tandbørstningen er effektiv.

 

HUSK:

  • Tandbørstning skal foretages 1 gang daglig for at være effektiv
  • Der anvendes en lille blød babytandbørste – evt. blot lidt gaze eller en lille klud på fingeren
  • Der anvendes hunde/kattetandpasta (og IKKE vores egen tandpasta, som katten ikke tåler)
  • Det skal være en hyggelig rutine at få børstet tænder. Tvang, hårde ord og lignende vil ikke fremme træningen.

Der kan evt. hentes yderligere inspiration til træningen på følgende link:

http://partnersah.vet.cornell.edu/pet-owners/cat-teeth

God fornøjelse med træningen.

Læs mere her:

Dyrlægehuset Kolding
Galgebjergvej 44
6000 Kolding
Tlf: 75 54 17 12
Mail: info@dyrlaegehuset.com
Facebook Facebook ikon

Åbningstider:
Tidsbestilling og information:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00 (fredag til 16.00)
Åbent for fodersalg:
Mandag til fredag kl. 8.00 – 17.00