Henvisning
 
Forside
Her bor vi
Information
Præsentation
Klinikken
Aktuelt
Artikler
Galleri

Veterinærsygeplejerskens arbejdsområder


Veterinærsygeplejersken er dyrlægens højre hånd, idet vi laver de ting, dyrlægen ikke selv behøver at bruge tid på, og det betyder, at han eller hun bedre kan udnytte tiden på klinikken til bl.a. konsultationer og operationer.

Følgende opgaver varetager vi dagligt:

Betjene klienter
Klienter henvender sig først og fremmest i klinikken, hvis de skal have undersøgt deres kæledyr. Det kan være, at hunden skal have den årlige sundhedsundersøgelse og vaccination, eller at katten kaster op og har diarré. Vi skriver så dyret ind i EDB-systemet og sørger for at få dyret vejet inden dyrlægens undersøgelse.
Derudover vejleder vi ved køb af foder og/eller plejemidler. Vi passer også telefon, hvor klienter ringer til klinikken for at bestille tid til konsultation eller for at få råd og vejledning.

Gøre klar til operationer samt
assistere ved disse

Patienter (hunde, katte, kaniner m.fl.), der skal opereres, bliver indlagt om morgenen, og det er så vores opgave at finde operationssæt, sterile handsker, forklæde mm. frem til hver operation.
Vi hjælper dyrlægen med at bedøve dyret, og skal derefter barbere pelsen af på det område, der skal opereres, samt rengøre og desinficere huden. Ved nogle operationer kræves det, at også veterinærsygeplejersken påklæder sig den "sterile uniform" og hjælper til ved selve operationen.
Der er forskellige årsager til, at dyr bliver opereret. De kan f.eks. have svulster, der skal fjernes, de kan have spist et fremmedlegeme (kapsel, sten, sut eller andet), der skal opereres ud af maven eller tarmen, eller det kan være en kastration/sterilisation.

Holde øje med patienter, der er bedøvet
Når et dyr er bedøvet, skal vi hele tiden kontrollere, at det trækker vejret regelmæssigt, og vi skal sikre os, at dyret er i fuld narkose under hele operationen.
I mange tilfælde er dyret tilkoblet et narkoseapparat, hvorfra det hele tiden indånder bedøvelsesgasser. Vi har så mulighed for at kontrollere, hvor meget eller hvor lidt bedøvelsesgas dyret skal indånde. Ved forholdsvis korte operationer på katte og gnavere, bliver disse bedøvet med en indsprøjtning, der holder dem bedøvet under hele operationen, dvs. at de ikke er tilkoblet narkoseapparatet.

Udføre diverse laboratoriearbejde
Vi har i vores laboratorium tekniske faciliteter til undersøgelse af blod, urin, afføring mm.. Ved hjælp af dette, kan vi teste forskellige organers funktion. F.eks. kan vi teste lever- og nyrefunktion, og vi kan se antal og udseende af røde- og hvide blodlegemer i blodet. Vi kan også teste for allergi, parringstidspunkt hos tæven, drægtighedstest (tæve), katteaids og katteleukæmi.
Ved urinundersøgelse kan vi bl.a. undersøge urinens pH ( surhedsgrad) og vægtfylde, og se om der er blod, sukker eller protein i, og ved at kigge i mikroskop, kan vi se, om der er bakterier eller krystaller i urinen.
Ved afføringsprøver kan vi ved en mikroskopisk undersøgelse finde æg og larver, som tegn på at hunden eller katten har indvoldsorm.
Vi laver også dyrkning og resistensundersøgelse af bakterier fra hud, ører, urin mm..

Røntgenoptagelse af indlagte patienter
Ved røntgenoptagelser skal vi klargøre røntgenapparat og fremkaldermaskine. Vi hjælper dyrlægen med at holde dyret i den korrekte position under optagelsen, og bagefter fremkalder vi billederne.
Røntgen bruges bl.a.ved mistanke om, at et ben er brækket, hvis dyret evt. kan have spist et fremmedlegeme, ved tandproblemer, ved mistanke om cancer eller hvis vi skal vurdere størrelsen på nogle organer osv.

Udføre tandrensninger på hunde og katte
Mange hunde og katte danner tandsten, og det er som regel nødvendigt at fjerne ved en tandrensning hos dyrlægen. Her på klinikken udfører vi tandrensninger ved hjælp af ultralyd, og derefter bliver tænderne poleret på samme måde, som når vi selv er ved tandlæge. Hvis der er løse eller beskadigede tænder kan det være nødvendigt, at dyrlægen trækker disse ud. Vi kan se huller i tænderne på dyr, især hos katte.
Vi vejleder klienten i at børste tænder på hunden eller katten, eller at fodre med et foder, der forebygger tandsten, for at forebygge tandstensdannelse igen.

Lagerstyring
På klinikken har vi et stort salg af foder og plejemidler til hunde og katte. Disse varer skal vi sørge for at have hjemme på lager hele tiden, så vi ikke får udsolgt.
Desuden skal vi sørge for, at have de ting hjemme, som vi selv bruger på klinikken f.eks. operationsudstyr, rengøringsmidler, utensilier (engangssprøjter, kanyler mm), brochurer mm.

Rengøring
Det er vores opgave at få ryddet op og vasket af efter en operation, og når de indlagte dyr er gået hjem skal burene rengøres og desinficeres. Bord og instrumenter skal rengøres efter hver konsultation. Indimellem sker det, at en hund kommer til at lette ben i venteværelset, og det skal selvfølgelig vaskes væk med det samme. Desuden er der den almene rengøring af skabe, hylder mm.

 

Tilbage til præsentation af personale

 

Uddannelse til Veterinær-sygeplejerske

Uddannelsen til vet.sygeplejerske tager 3 år og 10 uger. Som regel starter uddannelsen pr. 1/8 og påbegyndes i en godkendt praktikvirksomhed, dvs. et dyrehospital eller dyreklinik (der er godkendt af det faglige udvalg til at uddanne elever).
Uddannelseforløbet består af ca. 2/3 praktik + 1/3 skoleophold, hvoraf man er på skole 4 gange af 10 uger.
Skoleperioderne foregår på Kolding Tekniske Skoles jordbrugsafdeling, der ligger ca. 8 km fra Kolding Centrum. Ved at henvende sig til Kolding Tekniske Skole, C.F. Tietgensvej 11, Kolding, tlf.nr. 79 32 01 00, kan man rekvirere en liste over landets godkendte dyrehospitaler/-klinikker.

Dog skal man være opmærksom på, at selvom klinikker/-hospitaler er med på listen, er det ikke sikkert, at de tager elever på nuværende tidspunkt. Vi - Dyrlægehuset Kolding - er iblandt dem, der ikke tager elever. Så for at spare tid og penge på at sende ansøgninger ud, er det en god idé, at ringe til de forskellige steder, for at høre om det evt. kunne komme på tale med en praktikplads hos den pågældende dyrlæge. Det skal bemærkes, at der er utrolig mange ansøgninger hvert år til denne uddannelse, så man må væbne sig med tålmodighed. Desuden er det en god idé at have en anden uddannelse i baghånden.
De fleste klinikker/hospitaler vil gerne have, at man har overstået en studenter-/HF eksamen inden man søger en praktikplads. Men fra skolens side er der kun et krav om en 10. klasses eksamen.

Tilbage til præsentation af personale