Aftalevilkår og betingelser
– ved køb af Carepakken®
til hund, kat, kanin eller marsvin.
Gældende fra 1. februar 2024

Carepakken® er en sundhedsordning for dit kæledyr, hvor du sikrer dig en række fordele og rabatter ved at betale et månedligt beløb.

Carepakken® fungerer som et abonnement. Abonnementet er løbende, hvilket betyder, at du selv skal opsige Carepakken®, hvis du ikke længere ønsker at modtage fordelagtige rabatter.
De af Carepakkens ydelser, som ikke bliver brugt inden for ét år, kan ikke overføres til det kommende år.
Af hensyn til lovgivningen kan betaling af medicin og vacciner ikke indgå i aftalen. Derfor betaler du prisen for selve vaccinen separat på dagen for sundhedseftersyn og vaccination.
Vi anbefaler desuden at kombinere ordningen med en sygeforsikring af dit kæledyr.
Aftalen træder i kraft, når vi har modtaget tilmelding og første betaling.

Uddybning af indhold:

Høj kvalitet og ægte omsorg – til dig og dit kæledyr

1) Sundhedseftersyn og vaccination

Et sundhedseftersyn er en individuel tilrettelagt undersøgelse af dit kæledyr, hvor dyrlægen tager udgangspunkt i din oplevelse af dit kæledyrs sundhed, samt kæledyrets alder, race og dagligdag. Ved sundhedseftersynet får du vejledning i, hvordan du sikrer dit kæledyrs sundhed.
Der er afsat 20 minutter til sundhedseftersynet. Sundhedseftersynet kan ikke bruges til videregående diagnostik og behandling af sygdom. Konstateres der sygdomme ved sundhedsundersøgelsen, får du rådgivning om behovet for yderligere undersøgelser eller behandling. Det kan være nødvendigt at aftale en ny tid til dette. Du kan altid få information om prisen for disse yderligere undersøgelser og eventuelle behandlinger.
Med i sundhedseftersynet hører en opdatering af dit kæledyrs vaccinationsstatus efter vores gældende procedurer for grundvacciner, som dækker de fleste sygdomme. Du får således anbefalinger om vaccinationsprogrammer.

Hunde vaccineres imod:

  • Hundesyge
  • Parvovirus (smitsom tarmbetændelse)
  • Leverbetændelse
  • Kennelhoste (parainfluenza)
  • Leptospirose

Katte vaccineres imod:

  • Kattesyge
  • Katteinfluenza
  • Smitsom katteleukæmi.

Kaniner vaccineres mod:

  • Myxomatose (kaninpest)
  • Rabbit Haemorrhagic Disease (RHD)

Ved behov for supplerende vaccinationer, gives de til almindelig pris i forbindelse med besøget:

  • Rabies vaccine (ved rejse til udlandet)
  • Nasal/oral kennelhoste vaccine (kræves af visse hundepensioner)
  • 2.basisvaccination (ved opstart af vaccinationsprogram) – dog er denne inkluderet ved tilmelding af Hvalpepakken

2) Gratis konsultation eller blodprøve

1 gang årligt kan du vælge mellem fgl.:
  • En gratis konsultation (der sættes 20 min af – ved behov for yderligere tid eller yderligere diagnostiske undersøgelser er disse ikke inkluderet)
  • En gratis blodprøve i forbindelse med narkose (præanæstetisk standardprofil). Vi anbefaler, at der tages en blodprøve af dit dyr inden en evt. narkose, som en ekstra sikkerhed. Blodprøven er et øjebliksbillede, hvor vi undersøger de parametre, der betyder noget i forhold til, om din hund kan tåle at blive bedøvet. Blodprøven hjælper os  med at afsløre skjult sygdom. Heldigvis er blodprøven oftest normal, men selv en normal blodprøve hjælper os fremadrettet.

3) Ingen udleveringsgebyr på receptpligtige loppe- og flåtmidler

– f.eks Bravecto®, Credelio®

4) Gratis recepter

Ved behov for udstedelse af recept til medicin til dit kæledyr, sker dette uden beregning. Du får eksempelvis gratis recepter til:
  • Ormekur
  • Gigtmedicin
  • Hjertemedicin og lign.

 5) Gratis telefonkonsultation

Du kan kontakte os pr. mail eller telefon for råd og vejledning om dit kæledyrs sundhed og helbred uden beregning. Vi forbeholder os dog ret til at fakturere et honorar for samtaler, der varer længere tid end ca.10 minutter samt ved et årligt forbrug på over 60 minutter.
Du vil altid blive gjort opmærksom på, hvis dit forbrug overstiger din gratis tid, inden vi påbegynder fakturering. Telefonkonsultationer er kun gratis i klinikkens åbningstider.

6) Gratis negleklip hos en veterinærsygeplejerske

Når dit kæledyr får sin gratis negleklip, klipper vi dyrets negle så korte, som det er muligt på det vågne dyr. Det forudsætter, at negleklip kan gennemføres på rolig vis, mens du holder dit kæledyr.

7) Gratis tandtjek

Ved et tandtjek undersøger vi dit kæledyrs tænder, mens dyret er vågent. Du får råd og vejledning om, hvordan du kan fastholde et sundt tandhelbred hos dit kæledyr. Undersøgelsen kan foregå hos en veterinærsygeplejerske eller en dyrlæge.

Øvrige betingelser

  • For at kunne købe en Carepakke skal du være fyldt 18 år.
  • Ændringer i dine persondata og kontaktoplysninger skal straks meddeles Dyrlægehuset Kolding.
  • Aftalen ophører, hvis dyret skifter ejer. Her skal den nye ejer selv indgå aftale om en Carepakke.
  • Carepakken® gælder udelukkende for det kæledyr, som er registreret i pakken.
  • Aftalens indhold er kun gældende i vores almindelige åbningstid og kun hos Dyrlægehuset Kolding
  • Dyrlægehuset Kolding forbeholder sig retten til at undlade at imødekomme ønsket om at tegne en Carepakke-aftale.
  • Gældende lovgivning for dyrlæger og dyrlægevirksomheder samt almindelige regler og procedurer i Dyrlægehuset Kolding skal respekteres af dig som aftaleejer af en Carepakke.

Udeblivelse fra bestilte ydelser

Bliver du forhindret i at komme til sundhedseftersyn eller andre tidsbestilte ydelser med dit kæledyr, skal du melde afbud senest 24 timer før tidspunktet for din aftale. Bliver der ikke meldt afbud, anser vi ydelsen for anvendt.

Betaling

Carepakken® fungerer som et abonnement, du betaler pr. måned forud via Provet Pay (ved tilmelding af et betalingskort). Ønsker du ikke at betale via dette, kan du betale for Carepakken® én gang årligt. Ønsker du en årlig opkrævning, betaler du et års fuldt abonnement ved oprettelse.
Du har 14 dages fortrydelsesret efter tegning af Carepakke, hvis der ikke er brugt ydelser i pakken.

Ved manglede betaling

Ved manglende betaling anses aftalen for misligholdt og ophæves med det samme. Restbeløb opkræves med et administrations- og rykkergebyr.

Opsigelse af aftalen

Du kan altid opsige din Carepakke. Opsigelse af aftalen skal ske med én måneds varsel senest den sidste dag i måneden. Hvis dit dyr har skiftet ejer eller dør, kan Carepakken opsiges uden yderligere varsel.
Opsigelse skal ske skriftligt pr. e-mail til info@dyrlaegehuset.com. Ved opsigelse tilbagebetales ikke et allerede indbetalt abonnement.
Aftalen er bindende de første 6 mdr. efter indgåelse af aftalen. Ved opsigelse af Carepakken indenfor de første 6 mdr. opkræves et beløb tilsvarende restbetaling op til 6 mdr.’s varighed.
Dyrlægehuset Kolding kan ligeledes opsige aftalen – dog med 3 måneders varsel.

Ændringer i Carepakken®

Du bliver gjort opmærksom på ændringer af priser og abonnementsbetingelser med 30 dages varsel til udløbet af en måned. Prisregulering på op til 5% pr. år varsles dog ikke.

Misligholdelse

I tilfælde af manglende betaling, gentagne aflysninger eller anden uacceptabel handling kan Carepakken® opsiges uden varsel og uden refusion eller anden økonomisk kompensation.