Effektiv behandling af parasitter hos kat | Dyrlægehuset Kolding

Parasitter hos kat

Dyrlægehuset Kolding tilbyder effektiv behandling af parasitter hos kat. Uanset om din kat er ramt af lopper, flåter eller øremider, har vi den rette behandling.

Vær opmærksom på parasitter hos din kat

Parasitter hos katte er meget hyppigt. Det er vigtigt at være opmærksom på parasitter og symptomer på dem, da de ellers kan genere katten og give anledning til yderligere problemer. Herunder vil vi kort gennemgå de mest udbredte parasitter.

Loppebehandling af kat

Lopper smitter nemt, og katte kan blive smittet enten ved direkte kontakt med en hund eller kat med lopper eller ved blot at færdes et sted, hvor der tidligere har været et dyr med lopper. Der er lopper i Danmark hele året rundt, men der er størst risiko for smitte i sommer- og efterårsmånederne.

Det mest almindelige tegn på lopper er at katten soignerer sig mere end sædvanligt. Det er kun meget få katte, der vil få alle nedenstående symptomer, ligesom katte, modsat hunde ofte klør sig i det skjulte, hvorfor man, som ejer, ikke altid opdager, at katten klør/slikker sig. Graden af symptomer afhænger af, hvor mange lopper katten har – og om den er allergisk overfor loppespyt.

  • Katten klør eller slikker sig mere end normalt.
  • Fund af kaffegrumslignende loppeekskrementer eller levende lopper i pelsen.
  • Skæl, småknopper og sår.
  • Pelstab især på det bageste af ryggen, omkring lår, flanker og på maven.
  • Nedtrykthed eller urolig adfærd.
  • Nogle katteejere kan selv få små hævelser og kløende udslæt.

Der findes flere forskellige loppemidler med veldokumenteret effekt. Kontakt os for at få den bedste løsning til netop din kat.

Kontakt os i dag
Loppebehandling af kat | Dyrlægehuset Kolding

Flåtbehandling af kat

Katte, der går udenfor, kan få skovflåter på sig. Risikoen varierer meget fra kat til kat, og området de færdes i. Flåter (også kaldet tæger) kan genere katten og give lokalirritation. Desuden er flåter bærere af sygdomme, der kan overføres til katte.

Der findes midler mod flåter, som man kan give katten. Enten som dråber i nakken eller tabletter, der forebygger at flåter sætter sig fast. Kontakt os, hvis du ønsker at forebygge mod skovflåter.

Kontakt os i dag
Flåtbehandling af kat | Dyrlægehuset Kolding

Ormekur til kat

Hvis din kat har orm, kan den tabe sig lidt, mistrives og have dårlig mave. Når katte går udendørs, fanger de mus og fugle, og så får de typisk også orm. Når man har en udendørskat, vil der derfor typisk være behov for ormebehandling engang i mellem. Bændelorm viser sig ved små hvide korn, der kan ligne riskorn, i pelsen nede omkring endetarmsåbningen hos katte. Katte kan også få spolorm, hvilket man typisk vil se i opkast. Opdager du disse symptomer, bør du kontakte os.

Hvis man får en ny killing, skal man huske, at den skal ormebehandles. Ungdyr (killinger og hvalpe) har som regel ormesmitten med fra deres mor, og de kan ikke selv bekæmpe det.

Ormekur til kat | Dyrlægehuset Kolding

Øremider hos kat

Øremider ses hyppigt hos killinger, men det forekommer også hos den voksne kat. Øremider smitter fra kat til kat og viser sig ved, at de har mørkt sekret i ørerne. Det ligner kaffegrums, og katten klør sig ved ørerne eller ryster på hovedet. Øremider er behandlingskrævende. Har man flere katte i husstanden, er det vigtigt, at alle katte bliver behandlet.

Øremider hos kat | Dyrlægehuset Kolding

Kontakt os i dag

Er din kat smittet med parasit? Vi rådgiver om forebyggende behandling og behandling af lopper, flåter og øremider hos kat.

Kontakt os

Hold dig opdateret

Hold dig opdateret