Dyreklinik, Dyrlæge
ISO 9001-certifikat - ikon


Er min kat i farezonen?

FIV – FeLV: To smitsomme sygdomme hos katte. 
FIV – Felin immunodeficient virus – kaldes katteaids og FeLV –Felin Leukæmi Virus -kaldes katteleukæmi.

Det er nogle uhelbredelige virussygdomme. For begge sygdomme gælder, at de har en lidt lumsk måde at vise sig på, da de kan ligne mange andre sygdomme.

Jeg vil i denne artikel beskrive sygdommenes symptomer, diagnostik, smitteveje og forebyggelse. Men desværre kan jeg ikke fortælle om muligheder for helbredelse…
Symptomerne på de to sygdomme er ens. Der er to stadier af sygdom.

 

Symptomer
I første stadie kan der være så svage symptomer, at man som ejer ikke rigtig lægger mærke til at katten er syg. Det kan dreje sig om forbigående feber, hævede lymfeknuder, mat og strittende pels og træthed.

Derefter vil der komme en periode uden synlige tegn på sygdom.

I næste stadie af sygdommen er der tydeligere tegn på sygdom. Symptomerne kan komme fra mange forskellige steder i kroppen: Diarré og/eller opkastninger, betændelse i munden, blærebetændelse, øjenbetændelse, hoste/lungebetændelse, hudproblemer, dårligt helende sår, cancer, ændret adfærd, blodmangel, lammelser samt feber, træthed og mat, strittende pels. Grunden til at sygdommene kan vise sig på så mange forskellige måder er, at immunforsvaret nedbrydes af virus. Således får andre sygdomsforløb mulighed for at udvikle sig.

 

Diagnose
På grund af de meget forskelligartede symptomer, kan diagnoserne ikke stilles ved en almindelig undersøgelse. Ved undersøgelsen og ved at høre om kattens livsstil, kan man dog få mistanke om, at det kan være FIV eller FeLV.
Diagnoserne FIV og FeLV kan stilles på en blodprøve. Ofte kan man få svar samme dag, som prøven er taget.
Fra infektionen har fundet sted, går der typisk flere uger før FIV og FeLV kan påvises i blodprøve. 
Dvs. et negativt svar er ikke en garanti for at den er rask. Man kan så teste igen efter nogle uger, og er den stadig negativ betyder det, at den ikke har sygdommen. Vel at mærke kun hvis katten ikke har været ude i den tid og møde muligheden for ny smitte….
Hvis FeLV er positiv hos en kat uden tegn på sygdom (fx i forbindelse med en screening i en flok), kan man også vælge at teste igen, da der er en vis andel af kattene, der kan bekæmpe virus selv.

 

Smitte
Som nævnt, betyder livsstilen noget. Visse katte er mere i farezonen end andre.
Sygdommene smitter begge ved slagsmål og parringer. Derudover smitter FeLV også ved anden tæt omgang mellem katte, som f.eks. fælles mad- og vandskåle og indbyrdes soignering samt gennem urin og afføring fra syge katte.
Man kan sige, at inde-katte er beskyttede mod at få sygdommene. Udekatte, der helt passer sig selv, er kun moderat udsat for smitte. Katte, der slås, er absolut i risikogruppen. Han- og hunkatte, der endvidere parrer sig, lever allerfarligst. 
Begge virusser kan også smitte fra mor til killinger, dog mest almindeligt for FeLV.

 

Forebyggelse
Der findes ingen mulighed for helbredelse. Derfor er forebyggelse meget vigtig. Man kan vaccinere mod FeLV. Den kan gives i en paraplyvaccine sammen med vaccinen mod kattesyge og katteinfluenza, og vaccinationsprogrammet er ens for alle disse sygdomme. Man får givet den første vaccine fra 8-ugers alderen. Den næste vaccine gives 3-4 uger senere. Hvis man først begynder senere i livet, gives der ligeledes to vacciner med 3-4 ugers mellemrum. Derefter foretager man en årlig revaccination i forbindelse med sundhedsundersøgelsen.
Vi har et medicament på markedet, der kan nedsætte dødeligheden af FeLV, hvis behandlingen sættes i gang tidligt nok.

Det er ikke muligt at vaccinere mod FIV. Da denne sygdom smitter ved parring og slagsmål, kan man til en vis grad forebygge ved at lade sin kat kastrere eller sterilisere. Man kan indhegne en del af haven som voliere, for at forhindre omgang med andre katte. Og man kan beslutte, at holde katten som inde-kat.

 

”Behandling”
Hvad gør man med en kat, der har fået stillet diagnosen FIV eller FeLV? Man må desværre gøre sig helt klart, at katten aldrig bliver rask. Med medicin kan den måske få nogle gode perioder og det er vigtigt at holde den fra al kontakt med andre katte. Først og fremmest for at den ikke smitter dem. Dernæst for at den ikke selv får nye infektioner, da dens immunforsvar jo er svækket.
Typisk er det jo udekatte, der er blevet syge. Man må så overveje, om de kan omskoles til at være indekatte? Måske med mulighed for at komme ud i voliere? Der er nogle ting, man kan gøre i forsøget på få en udekat til at vænne sig til inde-livet – både med aktiverings-legetøj, med medicin og med feromoner (dufthormoner). Nogle gange viser det sig dog, at de er bedst tjent med at få lov at blive aflivet.

Og til sidst for en god ordens skyld: FIV og FeLV er KATTEsygdomme og smitter ikke til mennesker eller andre dyrearter.

Læs mere her: